Den Jyske Kontrolcentral fra Esbjerg er netop blevet kåret som vinder af CSR People Prize. Virksomheden vinder prisen for at tænke social ansvarlighed ind i rekrutteringen af nye medarbejdere.
Ved et stort event i Turbinehallen i Aarhus er sikkerhedsfirmaet Den Jyske Kontrolcentral fra Esbjerg netop blevet udnævnt som vinder af CSR People Prize 2023 i kategorien Virksomheder med under 250 medarbejdere.
Prisen, der uddeles af videnshuset Cabi, tilfalder en virksomhed, der har gjort en særlig indsats for, at mennesker i udsatte positioner får en chance på arbejdsmarkedet.
Den Jyske Kontrolcentral beskæftiger sig med en række forskellige kontrol- og overvågningsopgaver. Driftschef, Erik Sørensen, håber, at andre kan finde inspiration i den rekrutteringsmodel, virksomheden har haft succes med i flere år.
”Mange af de fastansatte, vi har i dag, er på et tidspunkt startet hos os i en praktik, hvor de har fået lov til at prøve jobbet af. Vi har oplevet, at når vi tager en chance og giver folk en mulighed, så betaler de tilbage med loyalitet og ved at blive hos os i flere år,” siger han.
Fokus på rekruttering og fastholdelse af sårbare medarbejdere
Ifølge Mette Rønnau, formand for CSR People Prize-juryen og direktør for Cabi, har virksomheden gjort sig fortjent til prisen ved ofte at ansætte medarbejdere, der er socialt udsatte og kommer fra længere tids ledighed.
”Virksomheden har et godt samarbejde med Esbjerg Kommune, og de er ikke bange for at gå til jobcentret for at finde nye medarbejdere. De ansætter fx unge gamere med sociale udfordringer. Her er tale om en gruppe, der ellers vil have svært ved at møde ind om morgen, men som er super gode til natarbejde og til at holde øje med flere skærme og koordinere med andre,” siger hun.
Juryens formand fremhæver også virksomheden for en systematisk opfølgning på sygefravær og fastholdelse af sårbare medarbejdere.
”De er opmærksomme på at have flere forskellige tilbud, der skal styrke trivslen blandt medarbejderne. De sørger fx for motion til en medarbejdergruppe, der har meget stillesiddende arbejde,” siger Mette Rønnau.